Arkiver
Kategorier
- Administration (1)
- Bankråd (1)
- Djøf (1)
- Enkelhed (1)
- Fejlslagne (1)
- Fogh (1)
- Hospital (1)
- Hænder (1)
- Ikke kategoriseret (2)
- Journalister (1)
- Kriseanalyse (1)
- Krisehandling (1)
- Kunde (1)
- Kvalitetsstandard (1)
- Ledelse (5)
- London Business School (1)
- Mangelvare (1)
- Medarbejderrelationer (1)
- Mellemledere (1)
- Nobelpris (1)
- Patientklager (1)
- personligt ansvar (1)
- politireformen (1)
- Pressen (1)
- Produkter (1)
- Relation (1)
- Styrer (1)
- sundhedspolitik (1)
- tv 2 (1)
- University of Reading (1)
- Vagtlæger (1)
- Virksomheder (1)
Det er faktisk ret forældet i moderne videnstunge organisationer at tale om varm produktion og kold administration. Djøfere leverer ikke kun notater og white paper noise, og sygeplejersker, skolelæger og hjemmehjælpere er ikke kun beskæftiget helt ude ved borgeren og bruger deres varme hænder til omsorg og borgerkontakt.
Der fyres på hospitalerne for tiden, og en nyligt udkommet CEPOS-analyse sætter fokus på, at der i den seneste tid er ansat endnu flere djøfere – eller administrativt personale – i kommuner og regioner. Helt konkret drejer det sig om, at der over de seneste tre år kan identificeres en vækst i antallet af ansatte med 6,3 pct. svarende til i alt 33.000, hvoraf det administrative personale udgør 14 pct. En udmelding der naturligvis sætter strukturreformens intentioner om at lægge administrative stabe sammen og derved skabe mere effektivitet under et skærpet lys. Men også en udmelding der forekommer højst nuanceret. For det, vi har at gøre med, er ikke en professionskamp mellem kolde og varme hænder eller et dårligt valg fra kommuner og regioners side – men langt mere en afspejling af, hvilke krav nutidens organisationer skal leve op til. Konklusionen på gårsdagens nyhed er derfor, at analyser som den, CEPOPS er ude i, i langt højere grad burde se på arbejdsopgaver og krav til organisationen og derefter levere en kompetent analyse af organisationens personalesammensætning.
Det er faktisk ret forældet i moderne videnstunge organisationer at tale om varm produktion og kold administration. Djøfere leverer ikke kun notater og white paper noise, og sygeplejersker, skolelæger og hjemmehjælpere er ikke kun beskæftiget helt ude ved borgeren og bruger deres varme hænder til omsorg og borgerkontakt. Det så måske sådan ud engang, men det er længe siden, og på en måde skulle CEPOS bevæge sig mere ud i virkeligheden. Sandheden er i langt højere grad, at vi har en offentlig sektor, som der i stigende grad stilles nye krav til, og honorering af disse krav kan være vanskeligt for varme hænder at levere alene. Det er nemlig et konstant udviklingsarbejde, der skal leveres i samarbejde med folk, der har uddannelse i f.eks. kommunikation, procesforståelse og økonomistyring. Og det er at drømme sig tilbage til en tid, der aldrig kommer igen, hvis vi tror, at mere omsorg og konkret lærer-elev-kontakt er den eneste vej frem for udviklingen af en tidssvarende offentlig sektor.
På hospitalerne er nogle af de meget påtrængende krav f.eks. en bedre økonomistyring, en bedre tænkning af patientforløb, en bedre kommunikation med patienter, mere evidensbaseret kvalitetsudvikling, mere patientsikkerhed. Disse elementer er noget som djøfere uddannelsesmæssigt faktisk har kernekompetence indenfor. At kunne styre en økonomi, at kunne koble økonomi til fremmøde-planer og DRG-takster, at lave organisationsudvikling på tværs af sektorer, at få organisationen til at kommunikere så menigmand forstår, hvad der foregår, at udarbejde retningslinjer for sikkerhedsrutiner, at tænke IT-løsninger ind i patientarbejdet etc. Kort sagt; det er ikke notatteknik – det er organisationsforandring. Og på den korte bane kan man derfor også frustreres over, at en djøf-faglighed tillades at fremstå som værende så kedelig og brugerfjern. Men det er også en ledelsesopgave at fokusere på, at arbejdet ikke foregår i administrative elfenbenstårne, at djøferne sætter sig sammen med alt det faglige personale, og at der er både organisatorisk faglighed og specialistfaglighed i det, der foregår. Og det er ledelsens opgave at sørge for, at også djøfere tænker i brugere, borgere og patienter, når de skal måle nytteværdien af deres arbejde.
9. februar 2010 kl. 11:29
Det var en gevaldig gang udenomssnak. Eva du har levet en beskyttet tilværelse. Eva du burde ud i det virkelige liv, hvor det drejer sig om ar få 120% ud af 80% ansatte. Din blog kan faktisk opfattes, som om i slet ikke behøver patienterne - I har systemerne at arbejde med. Privathospitaler er nok vejen frem, hvor man kan undvære alle dine unødvendige ansatte og koncentrere sig om arbejdet med patienterne. Eva, ved du hvorfor man ikke oplyser om jeres priser på operationer i forhold til privathospitalernes ? Det skyldes at I er drøn ineffektive, idet I har et utroligt vedhæng af ansatte der arbejder med processer evidensbaseret kvalitetsudvikling og møder.
Du er direktør så det er din opgave at skære i flæsket og få mere ud af færre ansatte du kan ikke bare skrive dig ud af slendrian. Godt forsøgt.
9. februar 2010 kl. 12:40
Fr. Zeuthen Bentsens indlæg er bureaukratens verbale forsvar for bureaukratiet.
Gode gamle Parkinson (ikke ham med sygdommen, men ham med Parkinsons Lov) ville have formuleret det morsommere, men konklusion bliver den samme: Opgaverne fylder den tid ud, der er afsat til dem, somme tider noget mere. Bureaukratiet vil af sig selv vokse med 5 procent om året, hvis ingen lægger det hindringer i vejen.
9. februar 2010 kl. 13:37
Hvorfor kommer jeg til at tænke på Yes Minister episoden med hospitalet uden patienter, læger eller sundhedspersonale - men med fuld administrativ stab !!
For at citere Sir Humphrey:
“Det bedst drevne hospital i landet”
Der er nok ikke andet at gøre end per automatik at fyre halvdelen af det administrative personale - med overvægt i de højere lønrammer - HVERT ÅR!
9. februar 2010 kl. 19:04
Hov hov nu ikke så hård ved den stakkels Djøf’er. Hvem af os vil ligge på et hospital med den viden at stedets vision, mission og værdier er utilstrækkelige nedfældet på powerpoint-slides i ikke matchende farver!
Jeg turde ikke.
10. februar 2010 kl. 07:44
Er det fordi hun er kvinde hun er blevet direktør? Det er uforståeligt at man udnævner direktører i det offentlige, som tror deres opgave er at være redebyggere. Danmark kan ikke klare at det offentlige bare bliver en sludrebutik med smarte meninger, der må ansættes ledere, der tør gennemtvinge effektivitet. Håber du får et andet job Eva du er for dyr og ineffektiv og har ikke forstået din opgave.
10. februar 2010 kl. 13:54
Kompetence er selvfølgelig under en tidligere skole rektors ledelse, iøvrigt med en phd i hospitalsvæsen = teoretisk uddannelse ned i mindste detalje - selv i kommunikation, skal et teoretisk uddannelses bevis have højere værdi end det naturlige medfødte talent med både erfaring og toppræstationer i bagagen!
Der kræves idag et næsten ligeså teoretisk kvalificeret patient klientel, med minimum en bachelor, som adgangs billet i de mest grundlæggende fag,at forstå/finde vej via hospitalets eget forretnings/kundesprog.
“Et er et søkort at forstå og noget andet skib at føre”
———————————————————-
Det er netop omsætning fra teori til praksis, der på en offentlig institution mangler/bliver mere og mere usynlig.
Alle de synlige ansatte er hele tiden travlt beskæftiget med at udfylde opgaver i praksis for djøfernes krav til rapport/analyse mv. næsten konstant.
Administration og kontrol-overgår enhver beskrivelse — selv lægerne ser mere ind på deres pc-end på patienten-fordi “Notat” ikke findes-og hukommelse til udførelse af rapport efter at patienten har forladt konsultationen ikke længere er “IN”
De ansatte “varme hænder incl. læger” har opgivet-og følger blot regler og nyeste praksis incl. kaffe og frokost pauser-uanset hvor det evt. brænder på. Opgaver løses i henhold til Djøfers PROGRAM, SYSTEMET, Egen faggruppe/forening- og til sidst-i henhold systemet PATIENTEN.
Der mangler meget mere end 50g i konduite,kunde venlighed,og et salgbart ansigt udadtil. Bortset fra de gode og smilende personale undtagelser der bekræfter reglen, er det en tålmodigheds prøve af dimensioner der kræves af patienten med eller uden en bachelor.
I enhver privat drevet forretning eller hospital sættes Kunden/Patienten først - ALTID incl. et stort kundevenligt SMIL.
10. februar 2010 kl. 17:09
Vel talt, hr. Godiksen. Foreløbig er der ingen applaus til hospitalsdirektøren og hendes skrivebordstrategier i dette forum, men det vil hun sikkert kunne leve med. Skrivebordsstrategerne sidder øverst i fødekæden og vil vinde kampen om vores penge. Hvad der sker med vores helbred, nåja.
23. februar 2010 kl. 00:20
“Ethvert system er perfekt designet til at producere de resultater, det gør”. Det sagde Peter Senge, som er en af de mest internationalt anerkendte systemteoretikere. En af konsekvenserne af denne tese er, at der skal noget udefrakommende til, for at man kan ændre på et system. Dynamik og innovation opstår i mødet mellem systemets etablerede aktører og andre perspektiver.
Tværfagligheden kan således betragtes som en drivkraft. DJØF’erne tilfører sundhedssektoren et perspektiv, som de sundhedsfaglige ikke har. Det er blandt andet i mødet mellem fagrationaliteten og den økonomiske rationalitet at nye, forbedrede metoder til levering af sundhedsydelser kan udvikles.
Sundhedssektoren har år efter år præsteret produktivitetsforbedringer, som næppe ville være realiseret hvis ikke “Djøferne” havde skabt et effektiviseringspres gennem incitamentstrukturen. Nogle steder er presset måske blevet for stort, og organisationen knager. Men ikke desto mindre formår hospitalerne at levere langt flere behandlinger af en langt højere klinisk kvalitet idag end for ti år siden pr. investeret milllion.
Og det står ikke til diskussion, at forvaltningen af 85 milliarder kroner om året i et sundhedssystem, som er en hybrid mellem stalinistisk planøkonomi og markedsdrevne kræfter - er og bliver en kompliceret affære. Det er vanskeligt at styre økonomien, når der ikke er ligevægt mellem budgetrammer og lovfæstede patientrettigheder i form af behandlingsgarantier. Det stiller krav om, at økonomer og sundhedsfaglige ledere kan samarbejde om at få mest muligt ud af de givne rammer. Når det lykkes bedst, opnås både høj kvalitet og stor effektivitet. For dårlig kvalitet koster dyrt. Kvalitetsforbedring i stor skala kræver systemiske forandringer, som netop Djøf’erne er særligt velkvalificerede til at sætte i værk.
De 7 forudgående kommentarer til Eva Zeuthens indlæg skyder med spredte hagl på Djøfere generelt og Eva i særdeleshed. Der lurer tydeligvis frustrationer i indlæggene. Og vist er det da muligt, at det ikke er alt, hvad der kommer fra en djøf’ers pen, som er formfuldendt. (Men prøv lige at se på de retoriske kvaliteter af Evas kritikere her på siden!) Kommentatorerne virker naivt ureflekterede omkring nødvendigheden af, at der skabes synergi mellem forskellige faggrupper i sundhedssektoren. Og i stedet for at pege fingre ad det, I ikke synes er godt nok, ville det være betydeligt mere konstruktivt at tænke i, hvordan sundhedsfaglige og djøfere kan blive mere effektive samarbejdspartnere.
Forandring er svær. Indførsel af store IT systemer i sundhedssektoren ikke mindst. Peter Godiksens indlæg argumenterer implicit: “ny IT har børnesygdomme. Derfor skal vi ikke indføre IT systemer”. Men konsekvensen af det synspunkt er jo total stagnation. Skal vi virkelig drømme os tilbage til gamle dage i stedet for at løse problemerne som opstår i forbindelse med udviklingen af nye og bedre løsninger? (Men hvis ikke nogen havde taget slæbet med udviklings-udfordringerne på internetteknologien, havde Peter G. jo ikke kunnet bruge sin PC til at blogge. Jeg ved faktisk ikke, om Berlingske modtager maskinskrevne blogindlæg.)
I virkeligheden ønsker djøferne og de sundhedsfaglige det samme: et velfungerende sundhedsvæsen med høj kvalitet for patienterne. Vejen dertil kan vi gå sammen. Eller man kan vælge den udsatte position at sætte sig til PCen og surmule. Hvilken strategi mon giver de bedste perspektiver for karrieren?